Din kurv
Kun EU-godkendte produkter | Fri fragt over 499,-
Acne eller rosacea - få hjælp af MIHOs forsker.

Acne eller rosacea?

Vi får rigtig mange henvendelser omkring uren hud og om at finde den rigtige rutine til at holde udbruddene under kontrol. Men hvornår har man egentlig uren hud eller acne, og hvornår er det hudsygdommen rosacea?

Vores forsker Sidsel giver dig herunder en introduktion til de to forskellige hudtilstande, som kan se meget ens ud, men kræver forskellig behandling for at forbedres.

Acne

Acne vulgaris, almindeligvis benævnt acne eller uren hud, er en almindelig hudsygdom, som oftest rammer i teenage-årene. Acnen skylde tilstopning af hårsækkene med døde hudceller og olier, hvilket giver grobund for bakteriel vækst og resulterer i betændelse og bumser. Acne skyldes en række forskellige ting, bl.a. genetik, hormoner, bakterier på hudoverfladen, og andre årsager såsom kost eller allergi. Det vil ofte ikke være muligt at finde en bestemt trigger til acnen.
Acne kan genkendes ved åbne eller lukkede komedoner (hudorme) og/eller betændte papler og pustler (små betændte knopper eller klassiske bumser) i ansigtet med rødme i den omkringliggende hud. Acne kan findes i hele ansigtet samt på overkroppen, typisk bryst eller ryg.

Behandling af acne

Når man har acne, er det vigtigt at håndtere årsagen til betændelsen i huden ved at sørge for at fjerne døde hudceller og olier blidt men effektivt med en kemisk eksfoliator som salicylsyre. Man kan også nedregulere hudens olie-produktion ved brug af niacinamide, og man kan styrke hudens forsvar mod acne-bakterier ved brug af propolis eller produkter med fermenterede ingredienser, som hjælper hudens egne mælkesyre-dannende bakterier. Personer med acne kan også have stor glæde af produkter med anti-oxidanter, som hjælper med at hele huden og mindske ar-dannelse.

Tips til dig med acne

  • Vær omhyggelig med rens af dit ansigt. Fjern din makeup med et olie-baseret produkt og følg op med et vandbaseret produkt, som renser porerne.
  • Vask dit hovedpudebetræk og dine makeup-pensler eller svampe ugentligt for ikke at ophobe bakterier.
  • Hårprodukter kan også give acne, når silikonen i dem blokerer hudens porer. Vær opmærksom på at vaske ansigt, bryst og ryg efter brug af balsam i badet
  • Vær opmærksom på, om mælkeprodukter forværrer din acne.
  • Husk at drikke vand, og brug intensivt fugtende men ikke fedtende plejeprodukter, så din hud ikke reagerer med at producere endnu mere olie.

Rosacea

Rosacea er en hudsygdom, som er karakteriseret ved rødme, små betændte knopper, men sjældent bumser og hævelse i huden. Ofte forveksles rosacea i et tidligt stadie med acne, men rosacea er en tilbagevendende tilstand, som kan forværres af forskellige triggere, såsom sol, varme, alkohol, stærke følelser, koffein, og krydret mad.

Klinisk identificeres rosacea ved en intens rødme af huden, som skyldes udvidelse af ansigtets overfladiske blodkar, dog er rødmen mere generel end ved acne. Rødmen i huden vil ofte være placeret som en sommerfugleform henover kinderne, næsen, panden og hagen.

Begge hudtilstande kan forbedres markant ved brug af korrekte hudpleje-produkter, men kan i svære tilfælde have brug for medicinsk hjælp.

Behandling af rosacea

Rosacea skal behandles mildest muligt for ikke at gøre den reaktive hud endnu mere reaktiv, mens hudens egen balance styrkes. Undgå eksfolierende syrer, og husk solcreme hver dag, da solen er én af de største triggere for en rosaceahud. Vælg blide produkter, fx. med niacinamid og fermenterede ingredienser der styrker hudens barriere og hele huden blidt uden olier, der kan forværre tilstanden. Sneglemucin er et sikkert valg for rosacea-huden, som både giver fugt og virker naturligt anti-mikrobielt.

Hvad du kan gøre hvis du har både acne og rosacea

Vær opmærksom på, at acne og rosacea kan optræde samtidigt. Hvis du er i tvivl om, hvilken tilstand din hud er i, så kontakt vores forsker Sidsel eller tal med en hudlæge, som kan hjælpe dig videre.

Tips til dig med rosacea

  • Brug solbeskyttelse – hver dag, året rundt.
  • Rens din hud varsomt og se efter produkter til sensitiv hud.
  • Identificér din triggere og undgå dem, hvis muligt.
  • Vask dit hovedpudebetræk og dine makeup-pensler eller svampe ugentligt for ikke at ophobe bakterier.
  • Suppler gerne din daglige vitaminpille med et kosttilskud med probiotika.

Mange hilsner,
Sidsel, PhD i allergi & hud og stifter af MIHO