–Artikel opdateret: 15/6-2025–
Retinol er en af de mest veldokumenterede og effektive ingredienser inden for moderne hudpleje. Dens evne til at stimulere cellefornyelse, forbedre hudens tekstur og reducere synlige aldringstegn gør den til en nøgleingrediens i mange anti-age produkter. Men hvordan virker retinol egentlig og hvad skal man være opmærksom på, når man bruger et retinol produkt?
Hvad er retinol og hvad gør det for huden
Retinol er en form for A-vitamin, der i huden omdannes til retinsyre, det aktive molekyle, som interagerer med hudcellernes receptorer. Når retinol absorberes i huden, bindes det til retinoidreceptorer i hudens keratinocytter, hvilket sætter gang i en række biologiske processer.
- Øget cellefornyelse: Retinol stimulerer basalcellernes deling, hvilket resulterer i hurtigere eksfoliering af gamle hudceller og fremkomsten af nye, friske celler.
- Kollagensyntese: Ved at aktivere fibroblasterne øger retinol produktionen af kollagen og elastin, som er afgørende for hudens spændstighed og fasthed.
- Regulering af talgproduktion: Retinol reducerer aktiviteten af talgkirtlerne, hvilket gør retinol særdeles virksom overfor acne eller fedtet hud.
- Udjævning af pigmentering: Retinol hæmmer tyrosinase-enzymet, som er et signalerings-stof i cellerne, der spiller en central rolle i dannelsen af melanin. Denne virkning gør retinol effektiv mod solskader og hyperpigmentering – vær obs på, at solbeskyttelse stadig er nødvendig for at retinolen kan følge med hudens melamindannelse.
Forskellige former for retinoider varierer i styrke og irritationsevne
- Retinol: Den mest almindelige og populære form i kosmetiske produkter. Retinol omdannes i huden til retinsyre i to trin og er derfor mildere end receptpligtige varianter og er en rigtig god A-vitamin til dig, der både vil se resultater men ikke ødelægge din hudbarriere i processen.
- Retinaldehyd: En mere potent form, som kun kræver én omdannelse til retinsyre. Denne variant giver hurtigere resultater, men kan også give mere irritation. Retinaldehyd kan være svær at styre, især hvis du inkluderer eksfolierende aktiver i din hudpleje.
- Retinsyre (Tretinoin): Den mest kraftfulde form, som kun fås på recept. Den har en stærk anti-age og anti-acne effekt, men kan være meget irriterende for huden. Vær også obs på at indholdsstofferne i en tretinoin-creme
- Bakuchiol: Et plantebaseret alternativ til retinol, som har også virker på kollagenproduktion, men uden risiko for irritation eller fotosensitivitet. Bakuchiol er derfor et godt alternativ til dig, der har sart hud, men er også en god ingrediens til dine øjenomgivelser, hvor den tynde hud er mere sart end ansigtshuden.
Hvordan starter du med retinol
Retinol er en effektiv, men også potent ingrediens, som kan forårsage irritation, tørhed og afskalning, hvis huden ikke vænnes langsomt til den. Derfor er det vigtigt at opstarte retinol-rutinen forsigtigt:
- Start med en lav koncentration: Begynd med et produkt, der indeholder 0,1-0,3 % retinol for at minimere risikoen for irritation.
- Brug det kun et par gange om ugen: Introducér retinol langsomt i din rutine ved at anvende det 1-2 gange om ugen i starten. Hvis din hud tolererer det godt, kan du gradvist øge hyppigheden. Lad din hud vænne sig til
- Påfør altid om aftenen: Retinol gør huden mere følsom over for sollys, så det er bedst at anvende det om natten.
- Brug en god fugtighedscreme: Retinol kan være udtørrende, så sørg for at kombinere det med en fugtgivende creme med ceramider eller hyaluronsyre.
- Beskyt huden med SPF: Da retinol øger huden følsomhed over solen, er det vigtigt at du bruger daglig solbeskyttelse med SPF 30+ for at minimere solskader.
Hvem bør undgå retinol
- Retinol er ikke for børn eller teenagere: Retinol virker som en turbomotor i din hud. Det kan være fantastisk til dig, der begynder at mærke alderen og et behov for lidt ekstra fart på huden, men retinol er IKKE til dig, der er teenager. En teenagehud, som i forvejen har et højt tempo ift. celleomsætningen, kan meget nemt komme ud af kontrol, hvis man forsøger at sætte farten yderligere op. Vælg i stedet produkter med niacinamid, som nedsætter talgproduktionen, BHA som renser porerne og fugtgivende cremer, som virker beroligende på huden, ikke udtørrende.
- Retinol er ikke til dig, der er gravid – fordi vi ikke endnu véd nok om retinol under graviditet eller amning, frarådes produkter med retinol af et sikkerhedshensyn til dig, der venter dig eller ammer. Bakuchiol kan bruges med forsigtighed i øjenområdet, grundet de meget små mængder og den lave bivirkningsprofil hos dette milde retinol-alternativ.
Bivirkninger ved brug af retinol
- Less is more: For hyppig retinol-brug kan føre til mikroinflammation i huden, hvilket paradoksalt nok skal ælde huden hurtigere på sigt. Daglig brug er ikke nødvendig for at opnå gode resultater. Ofte er hver 2.-3. dag rigeligt for de fleste hudtyper.
- Lyt til din hud: For meget retinol kan føre til irritation og rødme. Hvis du oplever rødme eller afskalning, reducer hyppigheden, eller brug din retinol ovenpå et fugtserum eller din ansigtscreme, som stadig lader retinolen virke men modvirker irritationen.
Kombinér med andre aktiver: På “off-dage” kan du bruge aktive ingredienser som syrer, mens reparerende aktiver som EGF eller peptider sagtens kan bruges sammen med retinol.
Konklusion
Retinol er en kraftfuld ingrediens, der kan gøre underværker for at forbedre hudens udseende, uanset om du ønsker en renere hud, at reducerer rynker og fine linjer eller at opnå en pænere mere jævn hud. Ved at introducere retinol gradvist, kombinere med fugtgivende ingredienser og bruge solbeskyttelse, opnår du de flotteste resultater uden unødig irritation og sikrer, at din hud forbliver sund og stærk.
Mange hilsner,
Sidsel, PhD i allergi & hud og stifter af MIHO
Læg en kommentar