Kender du dem også, de små stædige hvide eller sorte knopper? De fleste oplever dem i større eller mindre grad, men hvad skal man egentlig gøre for at fjerne dem og holde dem væk? Der findes en masse forskellige råd at hente, men hvad siger videnskaben og en hudforsker egentlig. Læs mere og blive meget klogere i dette blogindlæg, hvor vores forsker Sidsel sætter fokus på, hvad du skal gøre for at komme hudorme og tilstopninger til livs.
I din hud findes der en myriade af porer, som alle ender i en talgkirtel længere nede i huden. Talg-kirtler er fra naturens side beregnet til at producere olie, som skal fugte din hud og holde hudbarrieren i god form til at holde skadelige bakterier på afstand. Men både miljøet og ikke mindst vores adfærd har ændret sig i så hurtigt et tempo, at naturen ikke helt kan følge med længere. Vores hud er mere udsat for stråling og forurening, så cellerne skiftes hurtigere ud. Vi bruger solcreme for at beskytte os mod stråling, vi bruger makeup med silikone som holder i lang tid, og vi går alle rundt i forurening, som lægger sig som en film over huden. Alt dét danner et låg på huden, og gør det svært for huden at fungere, som naturen havde planlagt det oprindeligt.
Derfor oplever mange, at den naturlige balance forstyrres, og de får problemer med tilstoppede porer, som kan udvikle sig til acne. En tilstoppet pore eller en hudorm er altså en helt naturlig tilstand, som skyldes at hudporen ikke kan komme af med sin talg, ophobet skidt og døde hudceller.
Tilstoppede porer og bumser er i familie med hinanden, men er to meget forskellige stadier:
- En hvid hudorm er en ophobning af talg og døde hudceller, som huden ikke kan komme af med, fordi der ligger et lag af gammel hud ovenpå poren.
- En sort hudorm er en ophobning af talg, døde hudceller og skidt i en pore, som er åben ud til hudoverfladen. Når talg kommer i forbindelse med luftens ilt, vil den farves mørk, og kan derfor ses som en større eller mindre sort prik i huden.
- En bums er derimod en hudorm, som der er gået bakterievækst i. Dit eget immunforsvar forsøger at bekæmpe bakterierne, hvilket skaber en betændelsesreaktion.
En tilstoppet pore er altid forstadiet til en bums, og det kan derfor godt betale sig at arbejde på at holde sine tilstopninger i huden nede, så der ikke er grobund for at udvikle bumser. Men hvad skal man så gøre?
Mens man i gamle dage brugte skrubbecremer med ofte grove korn i, er hudpleje i dag en meget mere skånsom proces baseret på udvalgte syrer, hvor man fokuserer på at løse problemet uden at gøre ondt værre ved at skabe små rifter i hudoverfladen, som gør den sårbar over bl.a acne-bakterier. Man kan vælge at behandle hver dag med en mild syre, eller at bruge en mere koncentreret syre 2-3 gange om ugen.
Hvis du har hvide knopper/hudorme, så skal du se efter produkter med AHA (AlphaHydroxyAcid). AHA kendes også som frugtsyre, glykolsyre eller mælkesyre. Alle AHA-syrene virker ved at løsne ’limen’ mellem de døde hudceller i hudoverfladen, så de blidt kan vaskes væk uden at skrubbe. Resultatet er en klarere hud med mindre tendens til at danne hvide knopper, og som bonus får du også større glæde af din efterfølgende hudpleje, når den ikke fanges i døde hudceller, hvor den alligevel ikke kan gøre noget.
Har du sorte hudorme, skal du derimod lede efter produkter med BHA (BetaHydroxyAcid). BHA kendes også som salicylsyre og virker nede i porens dybde og løsner den ophobede talg. Når den er løs, kan poren komme af med både talg og de ophobede døde hudceller i poren. Færre tilstoppede porer, færre sorte prikker og mindre risiko for at udvikle en bums.
Har du sart hud eller rosacea hud med hvide knopper kan du med fordel bruge produkter med PHA (PolyHydroxyAcid), som er en mild lillesøster til AHA, da den trænger knap så langt ind i hudens overflade. Eller hvis du har sorte hudorme, kan du vælge produkter med betaine salicylate, som er en mild udgave af BHA. Begge aktiver virker desuden beroligende og fugtighedsbevarende.
Men selvfølgelig kan man også opleve at have begge typer tilstopninger i samme hud – heldigvis arbejder AHA og BHA rigtig godt sammen, og der findes flere produkter, hvor de to syrer er nøje afstemt efter hinanden, så de bedst muligt kan samarbejde om at give dig en strålende hud uden tilstopninger.
Husk altid at behandle din tilstoppede hud mildt, så du ikke irriterer den, hvilket både kan give flere døde hudceller, der lukker talg inde og skaber grobund for bakterier, der kan udvikle den tilstoppede pore til en reel bums.
Mange hilsner,
Sidsel, PhD i allergi & hud og stifter af MIHO
Læg en kommentar